Museets bådsamling
Ferskvandsmuseet har igennem en årrække modtaget både fra private med henblik på senere udstilling - dels lokale både fra søerne omkring Ry, dels både, der har været anvendt på de ferske vande.
Bådene fortæller deres egen historie om forskellige former for fiskeri og sejlads. Den rekreative anvendelse af søerne afspejler sig i robåde fra f.eks. Ry Roklub og i sejlkajakken.
Bådene opbevares i øjeblikket på magasin og kan derfor desværre ikke beses.
Knobskibe 
Ferskvandsmuseet har en repræsentativ samling af knobskibe. Knobskib er den jyske betegnelse for en båd lavet af en hel stamme - eller med andre ord: en stammebåd. Knobskibe har været i brug op i 1800-tallet i Det midtjyske Søhøjland.
Den antikvarisk interesserede Rasmus Henrik Kruse så i 1830'erne disse allerede på den tid gammeldags både og har efterladt sig en beskrivelse, der er nedskrevet i 1834. Hans manuskript, der i dag befinder sig i Nationalmuseets arkiv, hedder "Nørre Jyllands Mærkværdigheder". Han fortæller således:
"Her inde i denne Skovegn findes en og anden Mærkelighed; lige indtil nu har der paa Søerne været brugt de saakaldte Knobskibe, der er udhulede Træstammer, og roes med en liden Aare; begge dele har en del tilfælles med de vilde Indianeres Canoer eller Knobskibe. Af mangel paa Træstammer af behørig Tykkelse ere disse Baade nu afskaffede i denne Egn, hvor de have vedligeholdt dem i mange Aarhundrede, paa en nær, som næsten er ubrugelig, og hvoraf jeg tog en Tegning".
FMR 100 Knobskib fra Ry Marina
Knobskibet blev fundet Birksø i 1978 ved udvidelsen af Ry Marina. Det er siden overdraget til Ferskvandsmuseet af Ry kommune. Kopi af FMR 100 |
Båden har en plump facon med lige høje sider og korte spidse stævne. Den er ca. 260 cm lang og 70 cm bred. Et ca. 12 cm tykt, fast skot deler båden i to rum. I det bageste rum har roeren opholdt sig. I det forreste rum kan våde net og grej opbevares. Bådebyggeren har anbragt et hul i bunden - formentlig for at kunne vurdere godstykkelsen under arbejdet med båden. Hullet må have været forsynet med en prop, da bådens ringe bæreevne næppe tillod at bruge det forreste rum som dam (transport af levende fisk). 
I 2000 udhuggede eksperimentalarkæolog Esben Kannegård med skarøkse og andre håndredskaber en kopi på pladsen foran Ferskvandsmuseet. Båden blev midlertidigt vist i Ferskvandsmuseets udstillingsbygning og indgår nu i en udstilling i Dørup Hestestald ved Mossø. FMR 101 Rest af et knobskib fra Sdr. Ege |
Denne båd blev fundet i 1927 under gravearbejde på odden Sdr. Ege, der ligger ud til Knudsø. Den er ikke så velbevaret som FMR 100, knobskib fra Ry Marina. Den minder i facon og størrelse meget om dette.FMR 112 Udspændt stammebåd fra Mossø Båden er en såkaldt udspændt stammebåd fra yngre jernalder, som blev fundet i Mossø i 1928. Båden er dateret til 440-520 e. Kr. De fundne træstykker måler 3,55 m i længden og 0,77 m i bredden. Den oprindelige stammebåd var formentlig under 5 m lang. Båden blev indleveret til Ferskvandsmuseet i 1998.
Om bådens konstruktion: Efter udhuling af en nyfældet stamme tvinger man stammebådens tynde sider fra hinanden ved hjælp af pinde. De sættes fast, mens båden opvarmes, hvorved træet gøres smidigt. For at båden skal forblive i denne form, stabiliseres den med spanter eller tofter. Denne udspænding giver båden en let og slank form og gør den rummelig og sødygtig.
|
Rekonstruktion af FMR 112Kulstof-14 datering
Arkæologerne kan aldersbestemme deres fund på flere forskellige måder. Det afhænger ofte af fundomstændighederne, hvilke metoder der bliver anvendt. Ofte er det udfra genstandens form eller valg af råmateriale muligt at se, hvor gammel genstanden er. Afgørende er også, i hvilke lag genstandene findes og om de ligger lagmæssigt over eller under genstande med kendt alder.
Findes der træ eller ben bevaret, kan vi dog få en mere nøjagtig datering ved hjælp af kulstof-14 metoden.
Kulstof-14 produceres i atmosfæren og bliver optaget i alle levende planter gennem udnyttelsen af kuldioxid. Dyr og mennesker optager derefter kulstof-14 ved at spise planter eller andre dyr. Ved døden stopper indtagelsen, og da kulstof-14 er radioaktiv, starter en nedbrydning straks. Efter 5.730 år er indholdet af kulstof-14 halveret. Ved at analysere en prøve for mængden af kulstof 14, er det altså muligt at "tælle" de år, der er gået, siden dyret eller træet døde. Det betyder, at er kun halvdelen tilbage, døde dyret eller træet ved Tragtbægerkulturens begyndelse for 5.730 år siden.
Dendrokronologi
Hvis vi har træ bevaret, kan vi anvende en anden metode end kulstof 14-metoden til at tidsfæste genstanden.
Alle træer producerer en ny ring af træ hvert år. År for år adskiller disse ringe sig indbyrdes på grund af forskelle i nedbør og solmængde, men vil være identiske med andre træer fra samme tidsperiode. Det betyder, at vi i et tværsnit af træet kan læse årringene og tælle tilbage i tiden – denne metode kaldes for dendrokronologi.
Fældes et træ, kendes alderen på den yderste ring. Ved at sammenligne med et ældre stykke tømmer, kan vi matche årringene og på den måde tælle tilbage i tiden. Trægenstande fra arkæologiske undersøgelser sammenlignes da med træstykker med kendt alder, og på denne måde kan vi indplacere de nye fund og finde deres alder. Dette er allerede sket for flere af Ferskvandsmuseets både.
Om pramfart
Pramfarten har været omfattende på Gudenåen, ikke mindst på det nedre løb mellem Randers og Silkeborg. Fra opførelsen af Silkeborg Papirfabrik (1845) og til jernbanen blev ført igennem (1871), taltes ligefrem om Gudenåens handelsflåde, Da skibsfarten var på sit højeste, besejledes åen af over 100 store lastpramme, de såkaldte kåge. Pramme brugtes desuden ved færgefart og af den lokale befolkning til fiskeri.
I Mossø slæbte damperen S/S Lulu pramme med træmasse fra Kloster Mølle til Alken, hvor godset kom videre med tog til bl.a. Silkeborg Papirfabrik. Kombinationen af damp og pram skyldtes bl.a. Mossøs dybder, der gjorde det umuligt at bruge stagen, mens revet ud for Emborg Odde forhindrede brugen af sejlskibe. Prammene kunne laste op til 30 tons. S/S Lulu blev afløst af S/S Juliane i 1917, og sejladsen ophørte i 1932.
FMR 105 Pram |
Prammen har været anvendt til transport af garn og bundgarnspæle på Mossø. Den blev slæbt efter fiskerens båd. Prammen har tilhørt erhvervsfisker Eiler Olesen (1893-1970), Voerladegård. Båden er bygget på bådebygger Andersens værft i Horsens. FMR 102  Fladbundet klinkbygget jolle brugt til fiskeri på Mossø. Åretoldene har sandsynligvis været en jernpig i en klods på rælingen.Jollen fremstår i sin oprindelige sorte maling. |
FMR 103  Klinkbygget jolle med spring og plant agterspejl, bygget af en tømrer fra Gl. Rye - formodentlig i 1970'erne.Båden er brugt til jagt og fiskeri fra Emborg Odde i Mossø. Jollen er malet i samme farver, som den havde ved modtagelsen: Sorttjæret bund og nederste bordplanke, lysegrønne bordplanker og svenskrød ræling. Åretoldene består af dobbelte jernpigge. Jollen Fie er malet om efter modtagelsen. |
FMR 104  Jolle med krum bund, spring og påsat køl. Brugt til jagt og fiskeri fra Emborg i Mossø. |
FMR 109  Spidsgattet skydepram, som er anvendt til jagt og fiskeri på Gudenåen og Mossø. Prammen er bygget af smedemester Berthelsen i Gl. Rye. |
FMR 113 |
8 fods jolle af egetræ. Brugt til fiskeri på Thorsø ved Virklund.FMR 111  Klinkbygget jolle, der er malet grøn og med tjæret bund. Båden har senest været brugt til sejlads på Salten å. |
FMR 106  Damjolle fra Dørup, der har været anvendt til erhvervsfiskeri på Mossø.  Det er en klink- og spantbygget båd, forsynet med en indenbords dam, hvor fisk har kunnet holdes levende. |
FMR 108 Robåden "Rigmor" Det er en klinkbygget træbåd, hvor årene er placeret i et stativ - en rig - på rælingen, og årelejet ligget inden for rælingens kant - en "inrigger". Båden har en lille køl - og for at nedsætte gnidningsmodstanden er båden glatslebet og lakeret. Inriggeren er en dansk bådtype, som kan anvendes på åbent hav langs kysterne. Roerne sidder forskudt, og styrmanden bagest i båden med ansigtet i sejlretningen. |
Robåd anvendt til rosport "firer m. styrmand" i Ry Roklub.FMR 107 Sejlkajak (sejlkano)
Kajakken er opbygget af lister og forsynet med mast og sejl. Det har ikke været muligt at finde ud af hvem, der har bygget sejlkajakken og hvor den oprindelig stammer fra. Båden kan ikke henføres til nogle af de kendte typer, selvom den ligner en Båden havde oprindelig en pagaj, således at den kunne pagajes i modvind. Ellen Killerich Møller oplyser, at de som børn aldrig fik lov til at sejle med sejl, men kun til at pagaje båden. Finn Jensen overtog båden i 1983, hvorefter han satte den i stand. Han sejlede i Knudsø; og sejlkajakken lå ved Ry Sejlklub i flere år. Ferskvandsmuseet fik overdraget sejlkajakken i 1993. |
Længde: 4,8 meter. Bredde: 0,8 meter.
Træk af sejlkajakkens historie
Fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til midten af 1950'erne blev der eksperimenteret med sejlkajakken, en speciel bådtype, som havde rod i den grønlandske kajak og den canadiske kano. Efter 1950’erne erstattes sejlkajakken af den serieproducerede sejljolle.
Som type defineres sejlkajakken som tomastet, med sænkekøl og faldror, pagejelig og med 5-6½ m2 sejl. I modsætning til de egentlige kajakker, som blev seriefremstillet fra 1920’erne, blev alle sejlkajakker bygget på privat basis.
Se også Museets faste udstillinger
----------------------------------------------------------------------------
Til toppen
----------------------------------------------------------------------------